IBA åbner innovationscenter til virksomheder og sine studerende

You are currently viewing IBA åbner innovationscenter til virksomheder og sine studerende
IBA Nexttech

IBA åbner innovationscenter til virksomheder og sine studerende

Anders er iklædet hvid kittel og hvide handsker. Står med 3D print i pulver foran maskinen

Kolding skal være et mekka for tekniske uddannelser – både når det gælder fuldtidsuddannelser og efteruddannelser til områdets mange tekniske arbejdspladser.

Det er ønsket bag, når IBA Erhvervsakademi Kolding til sommer åbner et nyt innovationscenter.

Innovationscentret får hjemme på 600 kvadratmeter langs med Kolding å i bygningen lige over for IBAs syv etager høje campus. Så på den modsatte side af Østerbrogade vil IBA fra sommer sætte fokus på iværksætteri og 3D-print. For ind i innovationscentret flytter også Nexttech, som IBA overtager fra Foreningen Business Kolding. Nexttech er i dag et af Danmarks mest avancerede 3D-print- og videncentre og har 37 virksomheder og organisationer som aktive medlemmer.

Nyt innovationscenter
Foreningen Business Kolding etablerede i 2017 Nexttech, som fra sommer vil indgå i IBAs nye innovationscenter.

Innovationscentret får hjemme på 600 kvadratmeter i en bygning, der ligger langs med Kolding å.

Bygningen er placeret lige over for IBAs syv etager høje campus, som gør det nemt for de studerende at gå derover.

Her vil IBA fra sommer sætte fokus på iværksætteri og 3D-print for at styrke de tekniske og produktionsmæssige uddannelser.

Direktør for Business Kolding, Morten Bjørn Hansen (i midten), og rektor på IBA Erhvervsakademi Kolding, Niels Egelund (t.v.), glæder sig begge over de nye planer med at rykke Nexttech med ind i IBAs nye videncenter. Bag dem ses Nexttechs to ansatte – Karsten og Anders.

Medlemmer som også ønsker mere viden om automation, robotteknologi og ikke mindst 3D-print.

– Der er dobbelt så mange tekniske arbejdspladser i Kolding, som der er i de nærliggende byer. Derfor har vi længe ønsket os muligheden for at udbyde flere tekniske og produktionsmæssige uddannelser, så vi kan hjælpe med at skaffe højtuddannet arbejdskraft. Og ikke mindst efteruddanne virksomhedernes medarbejdere – blandt andet inden for den banebrydende 3D-teknologi, siger Niels Egelund, som er rektor på IBA Erhvervsakademi Kolding.

Morten Bjørn Hansen og Niels Egelund er begge glade for den nye aftale. Bag dem ses både IBA og den nye bygning, hvor det 600 kvadratmeter store innovationscenter kommer til at ligge.

Han ser det nye innovationscenter som en energi-indsprøjtning til områdets tekniske kompetencer. Og samtidig hænger den store ekspertviden i 3D-print godt sammen med IBAs uddannelse til produktionsteknolog. Og netop studerende herfra vil blive hyppige brugere af centret samme med deres undervisere.

Det samme gælder de unge, som for eksempel læser på uddannelsen til entreprenørskab og design, og som drømmer om at starte en selvstændig virksomhed efter endt uddannelse. De vil nyde godt af det innovative kontorfællesskab på 2. salen i bygningen overfor.

Foreningen Business Kolding startede Nexttech

Foreningen Business Kolding, som hidtil har stået bag Nexttech, startede 3D-centret for at sikre virksomhederne i Kolding og omegn adgang til den nyeste teknologi. Direktør i Business Kolding, Morten Bjørn Hansen, er begejstret for IBAs overtagelse af centret:

– Det er det naturlige skridt for Nexttech og et boost til ambitionerne om at tiltrække tekniske uddannelser til Trekantområdet. Hvis vi skal fastholde produktionsvirksomheder i Danmark, skal vi være helt i front med de nye teknologier – ellers taber vi i konkurrencen til lande med lavere produktionsomkostninger.

Nexttech bliver fra sommer en del af en videninstitution. IBA udbyder i dag ti fuldtidsuddannelser på et videregående niveau og har samtidig 150 efter- og videreuddannelser. Årligt læser 1400 fuldtidsstuderende og flere end 3000 på efter- og videreuddannelse på IBA.

Seneste indlæg