Alfa Laval vil gøre brug af Danmarks første videregående uddannelse i Industriel 3D-print

You are currently viewing Alfa Laval vil gøre brug af Danmarks første videregående uddannelse i Industriel 3D-print
Casper Hunhke. Alfa Laval

Alfa Laval vil gøre brug af Danmarks første videregående uddannelse i Industriel 3D-print

Hver eneste uge er der liv i 3D-printeren i udviklingsafdelingen hos Koldings største virksomhed. Og hos Alfa Laval ser man derfor frem til, at IBA Erhvervsakademi Kolding efter sommerferien åbner landets første videregående uddannelse, der netop har Industriel 3D-print som sit klare fokus.

– Vi har fulgt arbejdet med oprettelsen af den nye uddannelse, og vi har engageret os i Koldings 3D-print miljø. Vi ser meget positivt på mulighederne for, at vores medarbejdere kan drage nytte af den nye uddannelse, siger Ole Petersen, der er administrerende direktør hos Alfa Laval.

Hos Alfa Laval bliver 3D-print især benyttet i udviklingsarbejdet – blandt andet til prototyper. Ved større – eller mere komplekse opgaver – får firmaet hjælp hos IBA Nexttech, der har et langt bredere udvalg af 3D-printere.

På den kommende uddannelse vil den praktiske del af undervisningen naturligvis foregå naturligvis hos IBA Nexttech, som har både udstyr og ekspertise til rådighed.

– IBA har med den nye uddannelse taget hul på fremtiden. Der er ingen tvivl om, at 3D-print – additive manufacturing – bliver stadigt vigtigere i udviklingen af nye produkter og i produktionen, siger Ole Petersen fra Alfa Laval.

En kæmpe forskel

Hos Alfa Laval har 3D-print gennem flere år været en vigtig del af hverdagen. Det gælder først og fremmest, når folk i udviklingsafdelingen arbejder med nye emner – eller videreudvikler på eksisterende produkter.

– Du kan forestille dig mange ting, når du tegner, men hvis du får lavet et 3D-print, som du kan sidde med i hænderne og få testet i laboratoriet, så gør det en kæmpe forskel.

Det fastslår udviklingschef Casper Huhnke. Foran sig har han stående tre udgaver af den intelligente Think Top-ventil, som Alfa Laval producerer i et stort antal. De tre udgaver er alle 3D-printede, og det er modeller, som gradvist i processen er blevet mere og mere forfinede, mens udviklingsafdelingen har arbejdet med dem.

Flere fordele

Casper Huhnke ser flere fordele ved 3D-print: En printet model kan testes i praksis, den kan vises frem for både egne sælgere og firmaets samarbejdspartnere, og så er det en klar fordel, når det gælder tidsforbruget hos udviklingsafdelingen.

– Uden 3D-print kan det tage helt op til tre måneder at få lavet en prototypeform. Med 3D-print kan vi have en prototype i hænderne dagen efter, så det gør jo en kæmpe forskel for at komme videre med vores arbejde, siger Casper Huhnke.

Grænsen rykker sig

Her og nu løser 3D-print ikke alle industriens udfordringer, understreger Casper Hunke. Men han vurderer, at teknologien vil komme til at fylde mere og mere i hverdagen – også hos Alfa Lava. For med tiden bliver teknologien billigere, og så vil den også flytte fra udviklingsafdelingen og ind i selve produktionen. 3D-print kan være med til at sikre forsyningen af emner, når man selv kan printe dem.

– Grænsen for, hvornår 3D-print er en fordel i industrien, rykker sig hele tiden. Blandt andet ser vi, hvordan bil- og flyindustrien i dag bruger 3D-print. Det betyder, at der vil ske en hurtig acceleration, fordi det er industrier, som har en meget stor volumen, og som sætter dagsordenen, vurderer Casper Huhnke.

Læs mere om IBA’s 3D-printuddannelse her ->>