Emil skal læse den spritnye uddannelse i Industriel 3D-print til august

You are currently viewing Emil skal læse den spritnye uddannelse i Industriel 3D-print til august
Iba erhvervsakademi dimission juni 2022. Foto: Maria Tuxen Hedegaard

Emil skal læse den spritnye uddannelse i Industriel 3D-print til august

Der var meget at fejre, da 26-årige Emil Lyck i torsdags var til dimission på IBA Erhvervsakademi Kolding. Han er færdiguddannet Produktionsteknolog og har oveni fået en studiepris for sit engagement på studiet. Han har søgt ind på den spritnye uddannelse i Industriel 3D-print til august og har ved siden af fået studiejob nogle dage om ugen i sin tidligere praktikvirksomhed IBA Nexttech.

Jo, det er ikke helt dårligt at være Emil Lyck. Og han smiler da også fra øre til øre og glæder sig til alt det nye, og alt det han har lært på uddannelsen til Produktionsteknolog.

Emil er ordblind og har derfor været udfordret i sin skolegang. Men på IBA fik han dispensation for sine stavefejl i de rapporter, han afleverede. Og så gik det pludseligt meget bedre. Ikke mindst – når han kunne kombinere teori og praksis.

– Vi har haft en super god produktionsteknologklasse. Ja, vi har virkelig været et godt hold. Så jeg føler, at jeg har lært en masse, lyder det fra Emil, som også glæder sig over, at han det næste halvandet år kan fordybe sig i 3D-print både på sit studie og i studiejobbet ved siden af:

– 3D-print er virkelig brugbart inden for produktudvikling. For her kan man prøve ideerne af ved at printe sine prototyper i takt med, at man udvikler produktet. Det er super spændende at arbejde med.

Emils nye 3D-print uddannelse er en overbygning, som tager halvandet år. Det sidste semester er de studerende ude i praktik i 12 uger. Uddannelsen lægger sig oven på en uddannelse som Produktionsteknolog eller Automationsteknolog.

Blå bog

Emil Lyck bor i Kolding, men er vokset op i Darum ved Esbjerg. Og det var også her, at han uddannede sig til elektriker.

Siden har han læst en HF i Haderslev og havde også planer om at fortsætte på en uddannelse på engelsk i Sønderjylland. Men da han slet ikke følte sig god nok til sproget, besluttede han sig for at tage tre måneder til England for at arbejde. Og her lærte han sproget i praksis.

Vel hjemme igen – blev det nye studie på engelsk prøvet af, men da Emil er ordblind viste det sig for hårdt at gennemføre. Så han så sig om efter en mere praksisnær uddannelse – og fandt uddannelsen til Produktionsteknolog på IBA Erhvervsakademi Kolding.

Nu fortsætter han videre på den spritnye uddannelse i industriel 3D-print, som er en top-up uddannelse. Og når den lægger sig ovenpå produktionsteknolog-uddannelsen bliver det samlet til en professionsbachelor.

Ved siden af studiet skal Emil arbejde hos IBA Nexttech to dage om ugen. Og det passer ham storartet, for han er træt af kun at leve på en SU. Men med den ekstra indtjening – bliver det nu sjovt at studere det næste år. Og herefter skal han jo ud i praktik i 12 uger på fuldtid igen.

Læs mere om IBA’s 3D-printuddannelse her ->>