april 2020
Næsten et helt år før Rikke skulle i praktik som markedsføringsøkonom på IBA, blev hun kontaktet af Monica fra virksomheden PensoPay. Monica er Compliance Manager hos virksomheden i Vejle – og var på udkig efter en, som kunne komme og hjælpe med markedsføring online.
Monica fandt Rikke via LinkedIn og kunne se, at ikke nok med, at Rikke læste til markedsføringsøkonom, så var hun også repræsentant for sin uddannelsesinstitution, IBA, i internationale konkurrencer. Det synes Monica virkede så spændende, at hun straks skrev til Rikke og spurgte hende, om hun ville være interesseret i at komme i praktik.
Siden har Monica Mikkelsen både været Rikkes praktikantvejleder og er nu Rikkes kollega hos PensoPay. For efter at de havde mødtes til et par samtaler, fik PensoPay kun mere lyst til at lade Rikke være deres første praktikant nogensinde.
Og interessen var heldigvis gensidig.
For 24-årige Rikke Vinther Sørensen havde gået og håbet på, at hun kunne finde praktik i en mindre virksomhed. Et sted – hvor hun kunne få lov at prøve alt det af, hun havde lært om digital markedsføring.
– En lille virksomhed er fed at være i, fordi der sjældent er så meget hierarki. Her kan man bedre få sine ideer igennem, fortæller Rikke, som roser PensoPay for også at holde god kontakt til hende, mens de alle sammen ventede på, at praktiktiden nærmede sig.
– Det har været fedt for mig at komme med en masse viden om markedsføring, som de ikke har haft i virksomheden. For ved at sætte alt det i spil, har jeg jo bare følt, at jeg kunne køre derud af med alt det, jeg kunne, siger Rikke Vinther Sørensen.
Personlighedstest kickstartede samarbejdet
PensoPay sælger betalingsløsninger til webshops og er, foruden de to ejere, fire mand på kontoret i Vejle. Ejere og ansatte er gode til at være sociale sammen og har endda opfundet deres eget hashtag #PensoFam, som er en sammenslutning af PensoPay og Family. ”PensoFam” inviterede også deres kommende praktikant til at være med, inden selve praktiktiden begyndte. Samtidig sendte praktikantvejleder Monica Rikke en invitation til at tage en personlighedstest – for på den måde at finde ud af, hvordan PensoPay kunne støtte hende bedste muligt, når hun skulle være en del af teamet.
Det fik Rikke til at føle sig velkommen, inden hun overhovedet havde haft sin første arbejdsdag:
– Jeg bliver motiveret af at få tillid og anerkendelse. Og den måde, jeg lærer bedst på, er at blive kastet ud i tingene. Det vidste PensoPay på grund af personlighedstesten og kunne tage hensyn til det fra begyndelsen, fortæller Rikke, som til gengæld mødte op velforberedt på sin første dag i praktikken.
Her havde hun sat sig godt ind i virksomheden og havde udviklet nogle ideer til, hvad hun kunne begynde med at gøre for at hjælpe. Ideer der blev modtaget med kyshånd.

Rikkes gode råd til andre
Og hvis Rikke skulle give et godt råd til andre praktikanter, så vil det netop være, at de forbereder sig.
– Hvis man har sat sig ind i virksomheden på forhånd og har et par ideer klar, så har man lidt at bidrage med allerede på første dag. Bare en lille smule. For det gør et godt indtryk på virksomheden, som hurtigt kan mærke, at man forsøger at blive en del af arbejdspladsen. Og skabe værdi for dem, siger Rikke.
Praktikopholdet i efteråret 2019 har ikke bare ført til et deltidsjob hos virksomheden efter endt eksamen, men har også givet Rikke en så god oplevelse, at hun slet ikke kunne lade være med at indstille opholdet til konkurrencen Årets IBA Praktik.
– Jeg synes ikke selv, at jeg kunne få et bedre praktikophold. For jeg har fået alt det ud af det, jeg drømte om, og mere til, fortæller Rikke, som kærligt bliver kaldt en ”karriere-kvinde-on-the-move” af sin praktikantvejleder Monica.
Og selvsamme praktikantvejleder føler sig utrolig beæret over, at Rikke har indstillet sit praktikophold. Hun beskriver Rikke som en varm og social person:
– Rikkes humor matcher alle på kontoret. Hun står for vores markedsføring nu. Hun er målrettet, struktureret og optimistisk. Og så er hun én, man kan regne med – og én, som man tør give stort ansvar allerede efter få uger.

Rikke fortsætter på deltid
Den nyuddannede markedsføringsøkonom, Rikke, har planer om at læse videre til september på en professionsbachelor i digital konceptudvikling. Derfor er det perfekt med et job hos PensoPay på deltid ved siden af. Så som det ser ud nu, fortsætter Rikke med at arbejde i Vejle.
PensoPay vækster år for år i takt med, at kendskabet til deres betalingsløsninger udbredes blandt iværksættere, som også satser på en webshop. PensoPay har nu en markedsandel på ti procent på et marked, hvor den dominerende udbyder er Nets.
Men kunderne er glade for PensoPay og efter, at Rikke var deres første praktikant i efteråret 2019, har den fremadstormende virksomhed haft endnu en praktikant fra IBA i foråret 2020. Og til efteråret søger de hele to praktikanter. Både en markedsføringsøkonom igen og så formentlig en webudvikler.
– Vi har haft så gode erfaringer med at have praktikanter fra IBA, at vi bestemt fortsætter. For det er super-nemt at få dem i gang med at hjælpe os. Selvfølgelig bruger vi noget tid på at lære fra os og sætte dem ind i vores virksomhed, men de giver os hurtigt værdi, fastslår praktikantvejleder Monica Mikkelsen.
Finalisterne i Årets IBA Praktik 2020
Foruden Rikke er der fire andre finalister:
HAR DU SPØRGSMÅL TIL ARTIKLEN?
Kontakt
Dette er en ældre artikel. Personer, der er skrevet om, er nu kun nævnt med deres fornavne. Du kan derfor heller ikke længere se billederne, der indgik i artiklen.
”Nej. Er det virkelig rigtigt? Ej – det er jeg glad for.”
Hverken overraskelsen eller beskedenheden er til at tage fejl af, da Diana får overbragt nyheden om, at hun sammen med sin praktikvirksomhed har vundet konkurrencen Årets IBA Praktik.
Diana har i timerne forinden dystet mod fire pivdygtige medstuderende i finalen. Her skulle de studerende præsentere hver af deres fantastiske praktikophold over for en skarp jury bestående af repræsentanter for erhvervslivet og IBA Erhvervsakademi Kolding.
Det hele på Coronasikre vilkår via online mødesystemet Microsoft Teams, hvor alle deltog fra hver sin hjemmearbejdsplads.
Årets IBA Praktik
Hvert år kårer IBA årets bedste praktikophold blandt sine fuldtidsstuderende. Læs her over mere om konkurrencen Årets IBA Praktik i de forskellige år.
IBA siger med konkurrencen samtidig tak til erhvervslivet, som byder praktikanterne inden for i 3 eller 5 måneder. Praktikopholdet er en indbygget del af de studerendes uddannelser.
Diana har fået job i sin praktikvirksomhed
Diana har som en afsluttende del af sin uddannelse til Financial Controller været tre måneder i praktik hos Energinet i Fredericia. Det er det ophold, hun har indstillet til IBA’s konkurrence.
Efterfølgende er hun blevet ansat som studentermedhjælper, mens hun færdiggør sin hovedopgave. Og til sommer, når den 25-årige Diana har fået sit eksamensbevis fra IBA, har Energinet tilbudt hende en projektansættelse. I første omgang frem til jul. Noget den erfarne leder fra Toftlund (vest for Haderslev red) uden et sekunds tvivl har takket ja til. For det var netop det, der var hendes højeste ønske. For hvis man beder hende kigge i krystalkuglen, så kan hun ikke forestille sig noget bedre, end at være en del af holdet hos Energinet. Også om fem år.
Hun glæder sig derfor over, at hun har kunnet sætte fokus på Energinet som både arbejdsplads og praktiksted:
– Jeg synes, at det har været helt vildt at være med i den her konkurrence. Bare det, at mit praktikophold kom blandt de fem bedste, er jeg så stolt over. Så at vinde er helt ubeskriveligt! Men det gør mig glad, at jeg på den måde har været med til at fortælle om Energinets unikke indstilling til praktikanter. For på grund af den – er prisen helt fortjent.
To plus to har givet fem i Energinet
Stoltheden lyser også ud gennem telefonen, da Dianas chef, afdelingsleder Maja i Energinet, får at vide, at de har vundet.
– Prisen viser mig, at vi er lykkes med vores ambition om at spille hinanden stærke. Den er også et synligt bevis på, at hvis vi virkelig vil noget og investerer i det, så kan vi også lykkes ret hurtigt. Så her er to plus to virkelig blevet til fem, jubler Maja, som er kendt for at sammenligne sin afdeling med et håndboldhold, som skal spille hinanden gode.
Og det gælder både som praktikant og medarbejder:
– Uanset hvem man er, så bliver man her hos mig tilbudt at blive en del af teamet. Og hvis man så selv bidrager ved at være nysgerrig, åben og byde aktivt ind på opgaver, så kan det lykkes på den her måde.
Konkurrencen hylder netop det gode miks
Netop samspillet mellem praktikvirksomheden og praktikanten var det, der gjorde udfaldet, da juryen skulle vælge én vinder blandt et meget stærkt felt. Et felt som flere af de erfarne dommere mener er endnu stærkere her i 2020 end tidligere.
En af dem er rektor på IBA Erhvervsakademi Kolding. Ifølge ham vandt Energinet og Diana sammen prisen som Årets IBA Praktik, fordi de har været et utrolig godt miks:
– Energinet har givet Diana de bedste forudsætninger for at prøve sin teori fra studiet af i praksis. Også selv om Dianas uddannelse var relativ ukendt for virksomheden. Samtidig har Energinet skabt grundlaget for en helt enorm personlig udvikling hos Diana, som har givet flere eksempler på, hvordan hun har lært en masse om sig selv i forløbet.
Rektor glæder sig samtidig over, at Energinet efterfølgende har fået lyst til at tage flere Financial Controllere i praktik i blandt andet afdelingen Projektøkonomi. En afdeling hvor medarbejderne indtil nu ellers alle har været uddannede kandidater.
Men det skal måske ændre sig ganske langsomt, hvis det står til afdelingsleder Maja. For netop Dianas store glæde og bedrifter i virksomheden kan få øjnene op hos andre profiler.
– Jeg tror, at den her pris som Årets IBA Praktik får stor betydning for os. For vi har primært kandidater ansat og har måske haft lidt svært ved at tiltrække andre profiler. Men her er Diana kommet ind til os som uddannet Financial Controller, og det, håber jeg, vil åbne andre kandidaters øjne for, at vi også kan være en attraktiv arbejdsplads for dem.
IBA har aftalt med Maja, at hun kommer og besøger akademiet, når det nye hold Financial Controllere begynder på uddannelsen til september. Her skal hun sammen med repræsentanter fra revisorer ind og fortælle de studerende, hvilke forskellige jobmuligheder deres uddannelse giver adgang til.